Faxe Ladeplads Strandjagtforening
/Formaal3.jpg

Formål

Dansk Strandjagtforening, Faxe Ladeplads afd. blev dannet med det formål på bedst mulig måde at varetage de lokale interesser for strandjægere og fritidsfiskere. Overordnet skulle foreningen forsøge at få indflydelse på de jagtmæssige interesser på vandet. Foreningen skulle desuden administrere de små faste bådebroer, som på daværende tidspunkt fandtes langs ydermolen i Faxe Kalkbruds private udskibningshavn. Endelig skulle foreningen tage initiativ til afholdelse af flugtskydningskonkurrencer på flere privatejede arealer i området.

Stiftelse

Faxe Ladeplads Strandjagtforening blev stiftet den 21. september 1965 ved et møde på Hotel Fakse Ladeplads nær havnen. Der blev valgt en bestyrelse på 7 medlemmer med Jørgen Nielsen som formand. Den blev dannet som en lokalafdeling af den daværende Dansk Strandjagtforening, som med regelmæssige mellemrum udgav bladet "Strandjægeren" til samtlige medlemmer i Danmark.
Bådpladser
Som nævnt holdt foreningens medlemmer til i miljøet omkring de simple faste bådebroer i industrihavnen, men i 1970 lykkedes det foreningen at skaffe midler til udlægning af 3 pontonbroer til erstatning for de faste broer. På denne måde kunne man skaffe flere bådpladser til interesserede jægere og fritidsfiskere - og med tiden desuden til enkelte lystsejlere. Det var et særdeles lavvandet område, der blev stillet til rådighed for bådejerne. Nærmest ydermolen var dybden ca. 30 cm, mens den ved de yderste pladser kunne være omkring 1,5 m. Bestyrelsen måtte derfor hvert år beslutte, om det var nødvendigt at flytte rundt på de forskellige bådtyper. Hvert år skulle broerne desuden udlægges og optages med mobilkran. Foreningen har også i de senere år arrangeret mindre udflugter samt ture til skydebaner i området.
Pålidelighedssejladser og havnefester
Fra 1971 genoptoges den nuværende tradition med en årlig pålidelighedssejlads for fiskeriforeningens og strandjagtforeningens medlemmer ud for kystlinjen langs Strandvejen. Sejladsen afsluttedes med en festlig sammenkomst med medbragt madkurv - først i Boebergs tidligere byggehal, og senere i lejede pavilloner på havnepladsen. I de senere år gik man over til at benytte egne telte til festerne, og traktementet blev efterfølgende til diverse grillstegte retter med tilbehør. I vore dage afholdes arrangementet med spisning og dans indendørs med et traktement, som bestilles udefra. I løbet af aftenen uddeles præmier til vinderne af årets sejlads.
/links.jpg

Fiskeri- og Lystbådehavn

Fra omkring 1977 - og igen omkring 1980 - har foreningen deltaget aktivt i planlægningen og salgsarbejdet for den daværende Fakse Ladeplads Fiskeri- og Lystbådehavn A.m.b.A.. Foreningen stillede sammen med den lokale sejlklub et beløb til rådighed for markedsføring og salg. Arbejdet lykkedes, og i 1985 kunne den nuværende havn indvies ved et festligt arrangement på havnepladsen for strandjægere, lystsejlere og erhvervsfiskere. Havnen er senere blevet administrativt opdelt i hhv. en fiskerihavn og en lystbådehavn med hver sin bestyrelse. Foreningen er ejer af 2 mindre bådpladser i lystbådehavnen.
/indmeldelse.jpg

Forening og medlemmer

Jagtforeningen er i nyere tid blevet omdannet til en selvstændig forening med navnet Faxe Ladeplads Strandjagtforening. Medlemmerne kanvælge mellem enten at være fuldgyldigt medlem af Danmarks Jægerforbund og modtage bladet "Jæger", eller være støttemedlem. Begge medlemsskaber giver mulighed for køb eller leje af bådplads samt - på nærmere vilkår - for ejerskab af et af de smukke redskabshuse, som i 2006 - 2007 blev opført af 16 nuværende og tidligere medlemmer af foreningen.

Aktiviteter

Faxe Ladeplads Strandjagtforening har indrettet et mindre klublokale i den tidligere spisestue i Koefoeds og Boebergs tidligere skibsværft. Her afholdes de fleste af foreningens møder, foruden at lokalet danner rammen om diverse arrangementer i forbindelse med aktiviteterne på havnen. Her kan nævnes de årlige jagtdage samt fisketure efter hornfisk i det lokale farvand. I marts måned gennemfører foreningen hvert år et madlavningskursus for foreningens medlemmer. Kurset afsluttes med festlig servering af en 3 retters menu for medlemmernes damer. Foreningen har ladet opføre en god røgovn i forbindelse med klublokalet. Den stilles efter aftale til rådighed for foreningens medlemmer. Den første mandag aften i hver måned er der åbent hus i klublokalet, hvor foreningens medlemmer er velkomne til at deltage. Samværet er helt uformelt.

Havneudvidelse

I de seneste par år har Faxe Ladeplads Strandjagtforening deltaget aktivt i bestræbelserne for at planlægge en udvidelse af den nuværende lystbådehavn. Disse planer der dog på det seneste blevet stillet i bero p.g.a. en vigende interesse for nye pladser.

Fremtiden

Foreningen optager gerne nye medlemmer med interesse for strandjagt og/eller fritidsfiskeri. Lystsejlere er naturligvis også velkommen. Foreningen vil fortsat forsøge på bedste måde at varetage samtlige medlemmers interesser på havnen.
 
Faxe Ladeplads Strandjagtforening